For mange år siden blev jeg bestilt til at strikke en dåbskjole for en kunde. Da kljolen var så godt som færdig kontaktede jeg kunden, men desværre var der ingen kontakt. Jeg hørte aldrig fra hende oog interessen for at gøre kjolen færdig dalede til nær nulpunktet.

Kjolen har jeg gemt og er fra tid til anden stødt på kjolen, som jeg har kigget lidt på og engentlig ikke har kunet få mig til at smide ud, for den er jo fin.

For noget tid siden sagde en af mine niecher om hun nogen sinde fik børn skulle de døbes i den, for hun syntes den er så flot. Så fik den lov at leve endnu engang.

Forleden skrev vores præst til mig for at høre om jeg havde en dåbskjole hun måtte låne. Straks kom jeg til at tænke på den dåbskjole som jeg i så mange år har haft et had kærligheds forhold til. Jeg skrev tilbage at jeg havde en kjole som hun gerne måtte låne.

Da jeg stadigvæk ikke var helt færdig med dåbskjolen, måtte jeg igang. Jeg manglede en fin kant og nogle knapper på bagsiden for at jeg kunne erklærer den færdig.

Nu er kjolen blevet færdig- måske det var på tide. og vores præst Benedikte Brisson har hentet den.

Dåbskjolen skulle præsten bruge til en gudstjeneste på vores lokale plejehjem. Det er godt for de ældre at der er noget som minder dem om gamle dage.