Om foråret, har jeg altid sagt at den ikke er blandt mine favorit årstider, men i går var det nu som om der var et eller andet i mig der sagde noget helt andet. Mens jeg gik med måsen i vejret og satte de små spæde spire, tænkte jeg på at livet nu er forunderligt. Tænk at man kan sætte de bitte små planter i haven og vupti så starter det hele på ny. Ting vokser op og grønnes, dagene bliver længere, vort humør og energi niveau stiger- Det er da herligt, ikke?

Da jeg havde sat de små selleri, var husbonden efterhånden klar til, at vi kunne lægge kartofler. På billedet ovenfor ser I kørertøjet med kartoffellæggeren. Kartoflerne hældes ned i den blå kasse (kartoffellæggeren), sådan at de ligger i en stor bunke. Bagpå ligger jeg på knæ og sørger for at kartoflerne komme korrekt op i de små skåle (se billederne).  På den her måde sørger kartoffellæggeren for at kartoflerne bliver lagt korrekt i jorden, og med den rette afstand. Til tider kan der komme to små kartofler i én skål, når det sker skal jeg pille den ene op, så der ikke kommer mere end én kartoffel i hvert hul.