Jeg nærmer mig en fuldførelse af min mission. Jeg er ihvertilfald kommet skridtet nærmere tror jeg godt man kan sige.
Min mission går ud på at få folk til at indse, at mange er på det gale spor i forhold til arbejdspres, stress og mange time væk fra de nære ting. Kort sagt det skal blive “legalt” at være hjemmegående.
Jeg var for få dage siden sammen med en kvinde som var blevet meget inspireret af min blog. Hun ville så gerne tage springet og droppe ud af arbejdsmarkedet for at blive hjemmegående. Men der var noget der nagede hende, og det var nemlig at vores omverden IKKE respektere arbejdet i hjemmet. Det er som om den generelle indstilling er “når du er hjemmegående laver du jo ikke noget”. Jo man gør man har faktisk rimieligt travlt.
Problemet ligger i vores opdragelse. Vi er alle opdraget til at skulle kunne klare os selv. Det er nærmest forbudt at være afhængig af et andet menneske.
Jeg er afhængig af min mand og hansindtægt, og han er modsat afhængig af at jeg har klaret alt når han kommer hjem.
Det giver os meget mere tid til at være sammen og vi kan gøre hvad vi har løst til.

Igår skrev en af mine søde gamle skolekammerater på facebook at hun syntes jeg var sej. Hun har ingen anelse om hvormeget hendes ord betød for mig.
Hun syntes den livsstil jeg og min mand har valgt er misundelsesværdi. Det gjorde mig bare så glad. Jeg har kæmpet en personlig kamp i mange år for at nå dertil hvor jeg kan sige med stolthed “jeg er hjemmegående”.

Jeg har nu inden for en uge stødt på 2 kvinder som, uafhængigt af hinanden, fortæller mig hvor fedt de ting jeg arbejder med er.
Jeg kan kun sige til jer derude. I kan gøre det samme, hvis man er indstillet på at må give afkald på andre ting og være sparsommelig i hverdagen. Så go for it, også selv om du ikke længere har hjemmeboende børn. Der er stadig meget at arbejde med i hjemmet.
Jeg tror næsten jeg kan sige mission nearly complited.