Er der nogen hjemme er titlen på en bog som jeg netop har erhvervet mig, og den er god. Jeg måtte eje den fordi der står så mange gode pointer i, omkring det at være hjemmegående. Især om det at afleverer sine børn i institution fra de er helt spæde.

Jeg har som de fleste af jer ved, også være på den galaj med at aflevere 3 af mine guldklumper i institution da de var små. Selv om det ikke var godt nok, syntes jeg nu alligevel at de ikke har lidt så stor overlast som børnene i institutionerne  i dag gør det.

Dengang var der bedre nomeringer, der var med andre ord, flere voksne per barn end der er nu.
Det er ikke et forsøg på at undskylde min ugerning over for mine voksne børn, men måske nærmere et forsøg på at råbe de unge op, som  får børn nu.
INSTITUTIONER ER IKKE SUNDT FOR DINE BØRN.
 Mange vil, i dag, bruge den undslyldning at det er bedst for børnene at komme i institution og bliver “socialiseret”. Min og mange eksperters mening er en helt anden. Nej det er ikke sundt, og børn under 3 år har absolut ikke brug for andet end mor eller far. Hvis vi altså skal være helt ærlige, og det skal vi her på mjn blog.
Så det at jeg passer vores barnebarn er med andre ord heller ikke optimalt, men dog noget bedre end hun skulle i institution og være sammen med 25 andre børn og 2 voksne (nomering 12,5 barn per voksen) Vores lille barnebarn får dog 1:1 og kan allerede mange flere ting end et institutionsbarn, på samme alder, kan.
Vores barnebarn er også i den lyksalige situation at hendes forældre elsker hende så højt at de har hende hjemme når de har fri og ferie. Det er ikke alle der så heldige som hende.
Nej, desværre er der mange børn der bliver parkeret i favnen på en pædagog i mors og fars ferier. Og undskyldningen herfor er “vi skal have lavet noget derhjemme”. Okay siger jeg så bare, og spørger
1. har et barn ikke krav på ferie?
2. har et barn ikke ret til at være en del af familien?
3. har et barn ikke ret til at være sammen med mor og far? også selv om de skal have lavet deres nye samtalekøkken, eller have ordnet haven? (ting som barnet er helt og aldeles ligeglad med. Det er døde ting)
4. har et barn ikke ret til at vise mor og far det nye de har lært?
Svaret er JO, og jeg grimmes mere og mere når jeg tænker på det jeg har gjort mod mine store børn,  og endnu mere når jeg tænker på det som unge forældre gør i dag mod deres børn.

Os der er forældre til store børn som stadig bor hjemme skal ikke føle os hellige. De store børn har også ret til forældre der har tid til dem, og forældre der har overskuddet til at tage de konflikter der følger med det at have store børn.
Forældre der begge arbejder har IKKE de psykiske ressourcer til at tage hånd om deres store børn. Børn i teenagealderen kan være ekstreme og vildt krævende, og det kræver sin mand at kunne modstå det pres der kommer fra den unges side. Det pres har mange forældre svært ved at modstå når de kommer trætte hjem fra arbejde og giver herved let efter for den unges krav. Det er i de situationer ofte tale om urimelige krav.

Råd, mange vil sige at de ikke har råd til at den ene forældre er hjemmegående. Dettil siger jeg “jo” langt de fleste har råd. Det det kræver er at familien træffer det valg og gør det i absolut fællesskab, Det vil, for mange, indebære at der ikke er råd til dyre charterferier, tivoliture og  2-3 biler i hustanden og meget andet
Rygning er også en ting som der slet ikke er råd til. Jeg ved at langt de fleste ikke ryger i dag, men for dem som gør er det et sted man  kan spare mange penge.
Jeg kunne bliv ved med at remse op hvor der kan spares i en almindelig hustand, men indlægget kan nu også blive for langt.
Såfremt der er nogen af læserne der vil vide mere og have gode råd er I mere end velkommen til at skrive til mig.
Jeg ved at dagens indlæg er en varm kartoffel, og kan give anledning til diskussion, men det rokker ikke ved at det er og bliver børnene og (ikke mindst) parforholdet der betaler for at begge er udearbejdende idag.
Jeg har været der, jeg har prøvet det og jeg ved hvad jeg taler om. Nøj der var meget jeg gerne ville lave om hvis jeg kunne.