Kanin på menuen

af aug 9, 2019Madopskrifter0 Kommentarer

I går aftes havde vi middagsgæster på Egegaarden, og menuen stod på kaninsteg. 2 store franske væddere, blev efter alle kunstens regler lagt på en bradepande for at blive stegt i ovnen.

Jeg har ikke selv tilberedt kanin før, men jeg fik det til tider som barn, og har her set hvordan min far og min farmor tilberedte sådanne dyr.
Dog har jeg ofte tilberedt hare og jeg tænker det er lidt det samme.

Lidt historie
Under 2. verdenskrig var der bl. a. mangel på kød og derfor fandt folk på at holde kaniner med henblik på at spise dem.
Mange forsøgte sig med at spise forskellige dyr. Det være sig duer, svaner (ikke fredet på dette tidspunkt, ja sågar småfugle), men mange af disse dyr var ganske uspiselige, så derfor holdt mange sig til det de kunne få, og det de nemt havde adgang til nemlig grise og kaniner.
Selv folk i byerne kunne have grise og kaninhold. Ofte var det på husets tage, hvis det kunne lade sig gøre, ellers var det i baggårde dyrkningen af afgrøder og dyrehold fandt sted.

Inspirationen til gårsdagens menu har jeg naturligvis fundet i mine gamle husmoderbøger og i en nyere bog som hedder “husmoder i en besættelsestid”.

Kaninkød minder meget om kyllingekød i sin struktur og opbygning.
Der er ikke meget fedt på en kanin og derfor bør man være varsom og fører tilsyn på kaninstegen når den er i ovnen. Den kan nemlig let blive tør.

Jf. min gamle bøger kan man også skære kødet fra knoglerne inden tilberedningen og lave små bøffer på panden, eller koge kødet og skære det i sovser og stuvninger. Derudover kan det hakkes og formes til frikadeller. Her ville jeg tilsætte noget fedt eller noget bacon i tern for ikke at det skal blive for tørt.

Jeg valgte at stege mine kaniner hele i ovnen.
Den fremgangsmåde jeg har brugt er en blanding mellem mine egne ideer og opskrift fra mine bøger.

Til 6 personer
2 kaniner
2 skalotteløg
2 almindelige løg
2 rødløg ( for at få lidt farve i retten)
2 meget modne pærer
Lidt æblesirup (en mislykket æblegele fra sidste år kan udmærket bruges som sirup til mange retter og i sovs)
salt og peber

Fremgangsmåde:
Kaninerne lægges på bradepanden, smørres med sirup salt og peber.
Løgene og pærerne snittes rodes sammen og lægges ved og over kaninerne.
hæld lidt vand ved og sæt det hele i en forvarmet ovn.

Kaninerne steges ved svag varme (100-125 grader) 1 time. Se til kaninerne nu og da og kom gerne lidt af suppen fra bunden af stegepanden over dyrene med en ske, således at kødet ikke bliver tørt.

2 bagekartofler pr. pers.

Del dem på langs og smør dem med olie (evt. med lidt krydderurter om du har). Sæt dem ind sammen med kaninerne.
Hvis ikke de har fået nok når stegene er færdig tages stegen ud og ovnen skrues op så kartoflerne får et ordentligt “skub”.

salat:
1 agurk
tomater (antal efter smag)
1 salathoved

Snit og bland det hele.

Kaninerne har jeg købt af nogle rare bekendte, som bor på et nedlagt landbrug ikke så langt fra vores gård. De har selv avlet kaninerne, så vi kan vel godt sige at der er tænkt på miljøet, ved at jeg har handlet lokalt.
Nu vi snakker miljø, så ved jeg altså ikke om kaniner prutter. Hvis de gør så har jeg svinet lidt på miljøkontoen, men omvendt så er en meget bevidst og egentlig vel også en politisk korrekt forbruger i mange andre henseender, så mon ikke det går? . Der står i øvrigt intet om hvorvidt kaniner prutter, i mine husmoderbøger fra 1930´erne.

Her får du gæsternes udsagn om menuen.
De sagde at det smagte dejligt, og det smagte som kylling.
Så summasumarum. Kanin kan udmærket erstatte kylling.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne side bruger cookies. Naturligvis bagt på brændekomfur, og med kærlighed. Ønsker De ikke dette kan De fravælge det, men bemærk at De derved også fravælger en dejlig kop kaffe, lavet på Madam Blå til at skylle den ned med. ;-) De kan læse mere om hvad vi bruger cookies til, ved at følge linket, men vi lover at vi nok skal passe godt på Deres personlige oplysninger, samt behandle dem fortroligt.   Læs mere