Det at bage sit eget brød af surdej, er nok noget der kræver lidt træning. Jeg har i hvert tilfælde stødt på mange mennesker som ikke kan få det til at virke, gennem min tid.

Jeg tror på at man som en start skal gøre sig klart at det kræver tålmodighed og at man er nærværende i det man laver. Det er som om at der skal ligges lidt kærlighed i projektet. Jeg ved det lyder lidt langhåret eller måske lidt for alternativt. Jeg ved ellers ikke hvordan jeg skal forklare den følelse man må have til det, så kærligheden skal være på plads.

En gammel surdej

I et tidligere indlæg om surdej og bagning, fortalte jeg om jeg ofte glemte at tage en ny klat surdej fra, når jeg bager brød. Dertil var min konklussion at jeg nok til tider er lidt distræt.

Grundet mit indlæg var der en skøn læser der tilbød mig en klat af sin surdej. Det blev jeg meget beæret og taknemmelig over. Men sagen er den, at jeg er blevet helt ferm til at lave min egen surdej. Det må jeg jo være, for ellers ville jeg være på spanden, når jeg skal bage efter at have glemt at tage fra. Men for at vende tilbage til den søde læser. Hun har haft sin siden 1978, hvor hun fik lidt af en kollega. Tænk det er 48 år siden…..det er imponerende.

Jeg syntes det er en god, sød og sjov historie, derfor ville jeg fortælle den til jer. Jeg har godt nok ikke spurgt læseren om det var iorden, men jeg håber!

Mine surdeje

Lige for tiden har jeg 4 surdeje igang, en til hvedekager, en til rugbrød med kerner, en til rugbrød uden kerner, sidst men ikke mindst en æblesurdej som jeg om et par dage skal bruge til boller. Æblersurdejen kan ikke gemmes fra gang til gang, men skal startes op hver gang man ønsker at bruge den type surdej.

For at kunne forstå hvorfor jeg fra tid til anden anvender æblesurdej, syntes jeg næsten man skal prøve at bage med det, så forstår man hvorfor. Det bliver et bagværk som smager så lækkert. Find en opskrft i et tidigere indlæg her på bloggen.